Det er ikke alle, der med glæde sætter enorme summer på spil på nogle af de fineste casinoer verden rundt - og så bliver bedt om at holde op. Det skete for Don Johnson, og han gik hen og blev lidt af en legende i gambling-verdenen. I dette dybdegående interview fortæller Johnson, der lige er blevet nomineret til en plads i Blackjack Hall of Fame, hvordan det hele begyndte og desværre også sluttede.

Hans helt usædvanlige held begyndte med et spil blackjack en mandag aften kl. 20:00 i efteråret 2010. Han var allerede blevet udelukket fra at spille på Trump Taj Mahal casino efter at han havde vundet rundt regnet 220.000 $. ”Jeg havde pengene i form af en check fra Taj,” fortæller Johnson mig, siddende i sin luksus mand-hule i sit hjem nær Philidelphia. ”Så ringede jeg til Caesars, der ligger lidt længere nede af gaden. De sagde, at jeg bare skulle komme over med checken. De lovede, at de nok skulle hjælpe mig med at indløse den.”

Johnson satte sig til rette ved blackjack-bordet på Caesars og snart stod der en ordentlig stak chips med højt pålydende foran ham.

Den kraftigt bygget 53-årige mand, der intet har at gøre med skuespilleren af samme navn, var ankommet til casinoet sammen med to fyre og et par nydelige unge damer. Der blev givet kort. Drinksene flød. Johnson syntes at være i sit rette element. Vild festivitas fulgte.

Faktisk var det hele så festligt, at pit-bossen overså, at Johnson talte kort. Fyren ved siden af kunne lige nøjagtigt se dealerens lukkede kort. En anden medhjælper holdt styr på kortstokken, så han kunne fortælle Johnson hvornår der var endnu et stærkt kort på vej. Ud over at være afledning, så hjalp de kønne piger med at sluge kort, når der gik ged i tællingen. ”Vi fortalte dem aldrig hvad der foregik. Det kunne vi ikke,” husker Johnson. ”Jeg gav dem penge til at spille for, fortalte dem at de skulle springe til, når der skulle brændes kort af og holde inde, når jeg ville have kortene. Det var den perfekte aften. Jeg spillede hele tre hænder på op til 25.000 $. I løbet af to en halv time, havde jeg vundet 1,5 millioner dollars.”

Ligesom alle andre blackjack-spillere der knuser casinoet, så vidste Johnson hvad der sker, når casinoet ikke er glade for alle de penge, en spiller vinder. Klokken 22:30 hørte han telefonen ringe og han så de bestyrtede blikke i pitten. Så besluttede han sig for at tage den lidt med ro. ”Vi tog på Morton’s for at spise middag,” fortæller Johnson i et monotont stemmeleje. ”Vi bestilte alle mulige slags steaks og hummer, der blev skyllet ned med flasker af Chateau Marguax. Regningen lød på 4.000 $ og Caesars tog sig af den.”

Da Johnson vendte tilbage til bordet klokken 00:30 om morgenen, var der betydeligt flere mennesker til stede. Ham og hans følge var smuttet forbi en natklub, hvor de havde samlet en masse damer op. Nu blev det endnu sværere for casinoet, at finde ud af hvad der foregik. Alkoholforbruget steg, både i mængde og i kvalitet. Der var flasker med fin fransk vin, shots med Louis XIII cognac, champagneglassene klinkede med ønskerne om held og lykke.

Johnson kiggede på bakken med chips, der nys var blevet fyldt op. ”Jeg vil vinde hver eneste chip i kassen,” proklamerede han frækt.

Det var lige netop hvad der skete, da Johnson vandt det hele i løbet af de næste syv timer. Held, godt spil og anspændte dealere hjælp ham til at vinde 4,23 $ millioner, før casinoets ledelse skred ind og nægtede at smide flere chips på bordet. Det var på det tidspunkt, det højeste beløb Johnson nogensinde havde vundet i en enkelt session blackjack.

Efter at have taget sine gevinster, gik Johnson op på sin suite og ringede efter en ven, der bare går under navnet Andy. Andy anses for at være et af de skarpeste hoveder inden for casino gambling. Derfor havde Johnson tidligere diskuteret et muligt samarbejde med ham. Men Andy havde haft travlt med andre ting. Denne store gevinst bragte Johnson frem i forreste række. De kunne opnå fantastiske ting sammen. 

Hvad angår den store aften på Caesars, så husker Johnson, at han har haft heldet på sin side, ikke kun i spillet. Hele bestyrelsen for casinoet havde nemlig været i London på en konference den uge. ”Jeg fandt senere ud af, at en af direktørerne for casinoet havde ringet til bestyrelsesformanden i London og fortalt ham at jeg var ’foran med to’. Formanden havde sagt, at de skulle lade mig spille videre. Næste morgen, måtte den samme mand ringe til formanden og fortælle, at jeg var ’foran med fire’.  Formanden havde sagt: ’Det er ikke verdens ende.’ Han troede, at der var tale om 200.000 $ og 400.000 $ - ikke 2 og fire millioner.”

.   .    .

Langt de fleste ’kreative’ spillere, lige meget om de tæller kort, er gode til grundlæggende strategi eller finder på mere udspekulerede tricks, får lov til at vinde millioner af dollars, før de bliver stemplet som uønskede spillere. Johnson udnyttede den grådighed, der findes på casinoerne i Atlantic City og den naive overbevisning om, at han da bare var et højtspillende fjols. Når det beskrives hvorfor højt intelligente folk, der ikke har gjort noget forkert (I videste forstand er det ikke snyd, før man benytter sig af instrumenter for at få informationer, andre spillere ikke har adgang til), bliver bortvist, så giver de fleste talsmænd for casinoerne en ganske kortfattet forklaring. ”Disse spil er skabt som underholdning, med de odds vi har bestemt,” sagde en casino-direktør fra Las Vegas engang til mig. ”Hvis du kommer ind på mit casino og ændrer ved de odds, så vil vi ikke have, at du spiller.”

Normalt kommer øjeblikket, hvor spilleren bedes om at forlade etablissementet, når en af medarbejderne prikker ham på skulderen og siger: ”Min herre, vi er meget glade for, at du spiller hos os, men det går lidt for godt for dig. Vi bliver desværre nød til at bede dig om at holde op med at spille blackjack her. Du er dog velkommen til at prøve et af de andre spil på casinoet.”

Spillerens fordel er selvfølgelig, at han ved hvordan man spiller blackjack. Det er derfor han spiller det og derfor at casinoet vil have ham væk fra bordet. Bare spørg hvorfor en god kunde bliver behandlet på sådan en måde. De ansatte på casinoet vil nok give dig det ufatteligt vage svar: ”Det er en ledelsesbeslutning”

For det meste gør personalet alt de kan, for at undgå sagsanlæg. De undgår derfor fysisk kontakt med korttællere og andre spillere, der udnytter deres særlige evner. Andre gange går det bare helt galt. Som sagen om barberen fra New Jersey ved navn Thom Kho. Han havde lige afsluttet en session, hvor han havde talt kort på Hard Rock i Las Vegas, da en gruppe af sikkerhedsfolk omringede ham, lagde ham i håndjern og slæbte ham med om bagved. ”Jeg kunne mærke mit hjerte gå i stå og isen løbe mig ned af ryggen,” sagde Kho. ”De tømte mine lommer for ca. 30.000 $ i kontanter, en stak chips og min mobiltelefon. Det var en ret chokerende oplevelse, men inderst inde vidste jeg, at jeg ville sagsøge dem.” Med assistance fra gambling-advokaten Bob Nersesian, er Kho nu i gang med at sagsøge casinoet.

Hvis han vinder får han god vind i sejlene, men han kommer på ingen måde nær det Johnson almindeligvis vandt på en god aften.

Han anerkendte, at hans massive sejr over Caesars var lidt af et tilfælde. Han vidste også, at med ovenstående arrangement, ville han kunne nyde godt af regelmæssige syv-cifrede aftner.

Hans forkærlighed for joggingdragter og en lidt slap holdning, gjorde det let at undervurdere en fyr som Johnson. Faktisk er han så skarp, som man kan være. Johnson voksede op med hestevæddeløb. Han blev uddannet som jockey og blev senere direktør for væddeløbsbanen. Han tjente en formue på at systematisere totalisatoren ved hjælp af computerberegnede modeller. Ved den førnævnte fodboldkamp, beskæftigede han sig kun med high-stakes blackjack. Han havde haft et par store gevinster, men alligevel gik det hele bare lige op, så længe han fik en masse ”comps”. Da han hørte værtens tilbud, vidste Johnson med det samme at det kunne blive en fin forretning. Han vidste at Cash-back garantien var nøglen: Hvis han tabte 500.000 $ ville han holde op med at spille den dag og så få 100.000 $ af sine tab tilbage. Hvis han vandt, så ville han vinde stort.

Johnson vidste, at Andy kunne hjælpe ham med vigtige matematiske informationer, der ville gøre spillet mere profitabelt. Især hvis andre casinoer gav ham strengere regler. Deres software hjalp dem til at polere deres spil af, så de fik en forholdsvis stor fordel over for huset, når forholdene var helt rigtige.

Inden længe slog Andy sig sammen med Johnson og sammen rejste de på kryds og tværs af USA. Foruden at lave alt computerarbejdet, så hjalp Andy også til ved bordet. ”Andy er typen, der kan holde styr på alt det vi behøver, for at få en fordel over huset,” siger Johnson og nævner tælling af kort, sekvensering, lukkede kort og styringen af de unge damer. ”Han sidder som nummer tre og signalerer til mig hvad jeg skal gøre. Han forsøger at hjælpe mig til en hånd, der er bedre end middel og styre alle bust-kortene over på dealeren.”

Med det indsatsniveau Johnson spillede på, var det normalt at millioner skiftede hænder. Selv om de på langt sigt var sikret gevinst, så var det langt fra hver eneste aften, der gav afkast. ”Don havde permafrost i maven,” fortalte Andy mig en aften på Manhattan. ”Der er ikke mange mennesker der kan klare at tabe et syv-cifret beløb, gå ud til middag og så stå op og gøre det hele igen næste dag.”

Undervejs fik Johnson også rygte af at være lidt af en festabe. Han tog på byture, blev venner med superstjerner som DJ Steve Aoki og drak champagne i kassevis. Det var sjovt, men det var også beregnende. Det skulle få ham til at se mere ud som et halv-hjerne fjols og mindre som en topspiller, der havde fundet en god fidus. Selv Steve Wynn, stillede gerne op til et foto med Johnson, Andy og Paris Hilton lod sig narre for en stund. Johnson beskrev casino-mogulen som ”den sværeste at slå og den hurtigste til at stoppe dig.”

Casino-værter i Vegas og andre steder gav Johnson gratis hotelsuiter og fandt sig i alle former for afvigende opførsel. For eksempel var der en aften, hvor Andy kørte rundt på rulleskøjter i en af de fine high-limit spillesaloner i Vegas, mens han kastede med en signeret fodbold fra New York Giants til Brody Jenner og skuespilleren Kevin Dillon så på.
 

Det var enorme - og enormt dyre - middage, privatfly, gratis luksussprut, limousiner og flybilletter. Lysten efter alle de ting, spillede Johnson med på rollen som den arrogante spiller. ”Jeg satte spørgsmålstegn ved alt hvad casinoets ansatte gjorde,” sagde han med et slet skjult smil. ”Jeg sørgede for, at de følte hvor besværlig jeg er. Så bliver dealeren ofte nervøs og så laver de masser af fejl fordi de er bange for at gøre dig sur. Hvis man satser 100.000 $ per hånd, så begynder den slags fejl at vokse. Så begynder man at stille urimelige krav til værten. Hvis de sendte et mindre fly, så ville jeg sige, ’Jeg vil have Global Express. Hvad er det her for noget lort?’ Jeg forlangte cubanske cigarer og vanvittigt sjældne flasker af spiritus. Det får dem alt sammen til at tro, at du er en idiot, der er vant til at få hvad du vil have.”

Johnson, Andy og alle dem der hjalp, sørgede ikke bare for at få huset ned med nakken. De brændte det ned til grunden. I modsætning til dem, der planlægger en langvarig karriere, så så Johnson ikke sig selv som kort-tæller i det lange løb. Han spillede for at vinde så mange penge som muligt, så længe det varede og han pressede citronen. Da en natklubejer i Chicago inviterede ham til sin klub, der var associeret med et casino i nærheden af Indiana, slog Johnson til. Ham og hans hold festede hele natten lang - alle udgifter blev generøst betalt af casinoet og de vandt pænt ved bordene. ”Andy havde solbriller og en hat på. En anden fyr, der arbejdede sammen med mig, havde ikke barberet sig i en måned. De lignede et par bonderøve, men det var også hele ideen,” fortæller Johnson. ”Der hvilede mange par øjne på os i casinoet. Telefonerne blev ved med at ringe. Der var to ledere på arbejde samtidigt. De beregnede hele tiden værdien af vores chips, for at holde styr på hvor meget vi vandt.”

Casinoet kunne kun klare et vist tab og Johnson indrømmer, at han måske pressede dem lidt for langt ud. ”På vores femte tur til casinoet, stod delstatspolitiet og ventede,” fortæller han. ”De truede med at anholde mig. Jeg sagde, ’Dette er muligvis Indiana, men det er stadig USA. Jeg har ikke gjort noget ulovligt.’ Politibetjenten fandt sine håndjern frem og klubejeren sagde, ’Nej, her arresterer de dig.’ Så forlod Jeg stedet. Jeg havde ikke lyst til at sidde i spjældet hele weekenden.”

Selv om dette var et ekstremt tilfælde, så var det et forvarsel. Efter en tre-fire års brutal rovdrift på casinoerne, var lederne og direktørerne så småt ved at fatte mistanke til Johnson og hans festlige følge. Men i stedet for at sætte farten ned, som hans dage blev talte, så gjorde han det modsatte. ”Som nyhederne kom frem, så blev jeg mere aggressiv og mindre forsigtig i mit spil,” siger Johnson. Hvis jeg havde trukket mig tilbage, ville det ikke have set godt ud. Jeg vidste at det en eller anden dag ville være forbi, men jeg ville have den fulde oplevelse, lige til det var ovre.”

I dag kan Johnson ikke vise sig på et casino. Det er svært at finde et sted at spille, men han spiller da stadig ind imellem. Det er bare ikke under de omstændigheder, der gjorde hans vilde ridt så indbringende. Det ironiske er, at nogle af de casinoer, der vendte Johnson ryggen ved stadig ikke hvordan han vandt. ”De har ikke behov for at vide hvordan og hvorfor du vinder,” har han fundet ud af. ”Det kan godt være, at de ikke har er et matematisk grundlag, men de ved at du kan gøre skade og derfor vil de ikke have dig der.”

Don Johnson har med tiden lært at forstå den hårde virkelighed. Alligevel vil han ikke sige noget om, hvorvidt han har andre og nye planer om at sætte fut i fejemøget. Måske skulle han begynde at spille online blackjack.