Før i tiden var dét at være dealer i et casino forbundet med en helt særlig færdighed: kunsten at blande kort. Hvert casino havde sine egne teknikker – specielle snit, omblandinger og elegante “riffles” – alt sammen designet til at sikre maksimal tilfældighed, når kortene blev delt.

I dag er håndblanding stadig i brug på visse spil, men oftest overlades det sidste mix til diskrete, højteknologiske maskiner fx som i videopoker eller generelt i online casino. Disse automatiske blandere sikrer både hurtigere spil og en højere grad af beskyttelse mod såkaldte advantage players – erfarne spillere - eller fordelsspillere - der forsøger at forudsige kortenes placering for at få en fordel.

Det kan casinoerne blandt andet takke en tidligere lastbilchauffør ved navn John Breeding for.

 

Inspirationen ramte på landevejen

I 1980’erne sad Breeding bag rattet som langturschauffør, da han læste en artikel i The Wall Street Journal om casinoernes kamp mod dygtige kortspillere. Hans tanke var enkel: Erstat den manuelle blanding med en automatisk kortblander.

Han lånte 30.000 dollars og samlede et hold ingeniører. Efter flere års udvikling – og adskillige økonomiske nedture – lykkedes det at skabe en fungerende prototype. De første versioner var endda primært bygget af træ.

Desværre var casinoerne ikke umiddelbart begejstrede. De havde allerede indført spil med flere kortsæt – især i blackjack – og ønskede ikke at ændre setup bare for at imødekomme Breedings opfindelse.

kortblanding i casino

Fra opfinder til spilskaber

Ifølge en artikel af den Las Vegas-baserede journalist Howard Stutz, var det Breedings kone, der kom med den skæbnesvangre udfordring:
"Hvis du er så klog, hvorfor opfinder du så ikke et spil, der kun bruger ét kortsæt?"

Det gjorde han. Resultatet blev Let It Ride – et pokerbaseret bordspil, hvor spilleren har mulighed for at reducere sin indsats undervejs. Hvis ikke, så – som navnet siger – “let it ride”.

Spillet blev hurtigt populært blandt både spillere og casinoer. For spilleren er det underholdende og anderledes. For casinoet er det særligt lukrativt: Husets fordel er 3,51 %, betydeligt højere end i klassikere som blackjack og craps. Og det er næsten umuligt at slå ved hjælp af strategi eller korttælling, som i blackjack.

For Breeding havde spillet en ekstra fordel – det krævede brugen af en automatisk kortblander. Det gav ham både licensindtægter og en platform til at demonstrere sin ShuffleMaster-maskine.

 

En virksomhed i vækst

Det gik stærkt for ShuffleMaster. Virksomheden blev børsnoteret, lancerede flere spil og opkøbte andre producenter inden for casinoindustrien. Spil som Three Card Poker, Casino War og Blackjack Switch blev en del af porteføljen, sammen med spilleautomater som 888 Fortunes, Monopoly Big Spin og Very Fruity.

I 1999 blev ShuffleMaster placeret på Forbes’ liste over USA’s 200 bedste mindre virksomheder – og udnævnt til én af de 10 hotteste. I 2013 blev firmaet solgt til Bally Technologies, som siden blev en del af Scientific Games, i dag kendt som Light & Wonder. John Breeding trak sig tilbage – med rigdom og hæder.

 

Tilbage til rødderne: Kortblanding på højt niveau

På trods af den kommercielle succes holdt Breeding og hans virksomhed fast i deres oprindelige mission: at revolutionere kortblanding. ShuffleMaster – senere SHFL Entertainment – udviklede avancerede maskiner, ikke kun til én enkelt kortbunke, men til alle tænkelige formål: fra organisering af pokerchips til continuous shuffle machines (CSM), der løbende blander kortene og dermed neutraliserer korttællere.

Virksomhedens teknologi er så pålidelig, at deres Deckmate 2 er blevet brugt ved selveste World Series of Poker.

kortblanding

Hvordan fungerer maskinerne?

De såkaldte CSM-maskiner (continuous shuffle machines) har et slot til hvert kort. Kortene cirkulerer på et hjul, og en automatisk talgenerator bestemmer, hvilke kort der gives hvornår. Denne konstante blanding gør korttælling umulig – til frustration for professionelle spillere.

Men ifølge spileksperten Mike "Wizard of Odds" Shackleford er det faktisk en fordel for spillere, der benytter grundstrategier. Han forklarer, at CSM-maskiner har tendens til at frigive flere 10-værdikort, hvilket generelt er en fordel i blackjack.

Ved såkaldte shoe games anvendes to sæt kort: mens det ene gives til spillerne, blandes det andet automatisk.

 

Kan maskinerne snyde?

Nej – ikke i sig selv. Men ifølge en artikel i Wired er det teoretisk muligt at hacke en kortblandermaskine og manipulere shufflingen - fx i videopoker. Der er dog ikke dokumenteret nogen hændelser af denne art – og det var næppe et scenarie, Breeding forestillede sig, da han skabte sine første træmodeller.

I dag står hans opfindelse som en hjørnesten i moderne casinoteknologi. Den satte gang i en revolution inden for bordspil, gjorde en lastbilchauffør til mangemillionær – og sikrede ham en plads i gamblingens Hall of Fame.

888casino's eksperter har flere års erfaringer inden for samtlige områder inden for casinoverden. Poker, blackjack, roulette, spillemaskiner - you name it. Vi kommer vidt omkring og beskriver forskellige perspektiver inden for alverdens casinospil. Vi kommer med dybegående strategier, analyser og råd til, hvordan du kan gribe de forskellige casinospil an.

Vi ønsker at forbedre din spiloplevelse - god fornøjelse