Næste gang du sidder ved et blackjack-bord, og plusser og minusser med 1, mens du tæller dig gennem en sko med kort og forhåbentligt tjener lidt penge undervejs, så tag lige et øjeblik mellem to hænder til at takke Edward O. Thorp. Han er matematikprofessoren, der blev et geni på aktiemarkedet, som opfandt dét at tælle kort, skrev en bestseller om det ved navn ”Beat the Dealer” og anses som faderen til moderne avanceret spil indenfor blackjack.
4 år inden Thorps bog udkom i 1962, var han i gang med at se på, hvordan man kunne slå spillet i roulette, og han havde også allerede været med til at udvikle verdens første ’basic-strategy-kort’ – de her laminerede kort i lommestørrelse med alle de korrekte spil man skal foretage i blackjack. Som han også beskriver i sin nye bog, ’A Man For All Markets’ var Thorp og konen i 1958 i Las Vegas henover julen for at spille en smule blackjack.
Dengang var blackjack et spil, hvor spillerne ikke havde en chance for at vinde penge på den lange bane. Faktisk ville de sandsynligvis tabe masser af penge, fordi der blev spillet tilfældigt og på fornemmelsen. Fordybet i en verden af spil og matematik havde Thorp dog allerede kigget på en ny tilgang til blackjack – en tilgang der senere blev kendt som “basic strategy”. Den var udtænkt primært af 4 mænd fra det amerikanske militær. Og den reducerede husets fordel til 0.62%.
Thorp satte sig med en rulle på $10 og hans hjemmelavede oversigt, der fortalte ham, hvad han skulle gøre med alle de mulige hænder mod dealerens synlige kort. Han havde $8.50 tilbage inden han stoppede – og i øvrigt var blevet optimistisk i forhold til at kunne slå spillet. Dealere og andre spillere grinte af ham for at rådføre sig med sin oversigt der lå i hans lomme. De grinte også af nogle af hans beslutninger, såsom at hitte med soft 18 mod dealerens 9’er. Det virkede skørt dengang, men er normalt i dag. ”Der var en stemning af uvidenhed og overtro rundt om bordet den aften, som overbeviste mig om, at selv gode spillere ikke forstod den underliggende matematik i spillet,” skriver han i sin bog. ”Og jeg tog hjem igen med intentionen om at finde en måde at vinde på”.
I biblioteket på UCLA, hvor han holdt til i den matematiske afdeling arbejde Thorp med tallene, og han kom til den banebrydende konklusion, at blackjack og sandsynligheden for at vinde ændrer sig alt efter hvilke kort. der endnu er tilbage i dækket. I 1959 fik Thorp sig et professorat ved Massachusetts Institute of Technology. Efter at have lært at programmere på skolens store computer lavede han et system til at holde styr på de kort, der allerede var blevet dealet. Hermed kunne man bette højere, når de tilbageværende kort repræsenterede en fordel for spillerneog bette lavere ellers og afvige fra basic strategy, når matematikken fastslog, at det var det rigtige at gøre.
Kort fortalt skabte han systemet, som kort-tællere stadig bruger i dag.I 1961 efter at Thorp offentliggjorde sine opdagelser, blev han partner med et par forretningsfolk fra New York, som var villige til at sponsorere et test-forsøg i Reno, NV. De lagde i alt $10.000(svarende til ca. $80.000 i 2017). Kort fortalt arbejdede Thorp med en spread på $50 til $500 i et blackjack-spil med kun ét sæt spillekort, som blev dealet helt til bunden. Kasino-ejerne var meget lidt komfortable med, hvordan det gik, så de bad om, at kortene blev blandet så ofte som muligt, for at undgå at matematikprofessoren vandt hele tiden. Det var tydeligt at Thorps system virkede!
Efter nogle dage oplevede han dog, hvad alle kort-tællere efter ham også ville komme til at opleve. ”Kasinoet forbød os at spille,” skriver han. ”Jeg spurgte kasinoets floor manager, hvad det nu var for noget. Han fortalte på en venlig og høflig måde, at de havde set mig spille dagen før, og det undrede dem meget, at jeg kunne vinde så relativt konstant og meget i forhold til størrelsen på mine bet. Og han sagde, at de var overbeviste om, at der var et system involveret.”
De havde ret. Da alt var gjort op, havde forsøget indbragt $11.000 i profit via kun 30 timers spil(i dag vil det svare til over $80,000 og næsten $3.000 pr. time). Da det blev sommeren 1961, skrev Torp bogen, ”Beat The Dealer”. Bogen ville vise for verden, at hans banebrydende matematisk funderede strategi for blackjackspil gav spillerne en klar fordel i forhold til kasinoerne. Bogen blev – selvfølgelig – en bestseller. Horder af blackjackspillere fulgte bogens anvisninger og tjente formuer!
Men kasinoerne var ikke glade for at tabe, så Thorp, som var startet som underviser på University of Mexico, begyndte at klæde sig ud for undgå de lange blikke fra pit-bosserne og sikkerhedspersonalet på kasinoerne. Bogen og ham selv var kommet i berømte Sports Illustrated og Life Magazine. Boghandlere kunne nærmest ikke holde hans bog på hylderne, så godt solgte den. Kasino-ejerne var nu for alvor bange. Derfor blev der afholdt et hemmeligt møde på ’DesertInn’ for at finde ud af, hvad man skulle gøre ved Thorp, og dem som tydeligvis var inspireret af ham. Og Sin Citys lokale avis, The Las Vegas Sun, blev brugt til gennem en artikel at affærdige det at tælle kort.
Men selvfølgelig var det helt forkert. I dønningerne på Thorps bog blev der dannet utallige blackjack-hold – såsom det berømte MIT Team, der blev udødeliggjort i filmen ’21’ – og de trivedes i stor stil. Avancerede manøvrer som eksempelvis ’big player’-strategi(hvor nogen sætter sig ved bordet og kun better, når det kan betale sig), fik profitten til at eksplodereog var samtidig ekstremt svært for kasinoerne at spotte.
Som Thorp skriver: ”Jeg var afvist, snydt og var generelt persona non grata på kasinoerne. Så jeg følte stor tilfredshed og retfærdiggørelse, når ’det store monster’, som kasinoindustrien er, blev grebet af panik. Det føltes godt at vide, at jeg bare ved at sidde i et rum og bruge ren matematik kunne ændre verden omkring mig”.
I 1964 toppede avanceret spil indenfor blackjack, og Thorp lagde kortspillet fra sig og påtog sig en endnu større udfordring: Nemlig det store kasino bedre kendt som Wall Street. Han havde opdaget, at ”gambling er en simplificeret måde at investere på,” så han gik videre for at slå, det endnu større og sværere spil markedet er. Her tjente han penge, der fik kapitalisering på ineffektivitet og profit på avanceret spilteori til at ligne små håndører. Det var meget tydeligt, at han som mange andre dygtige kortspillende mennesker, var god til begge dele.