På en af mine tidlige ture som blackjack-korttæller tilbage i 1997, så jeg min første automatiske kortblander. Denne havde metalarme, der forsøgte at duplikere den fysiske handling med at blande kortene, som et menneske ville gøre. Som du måske kan regne ud, var maskinen elendig til sit job. Stakke af kort gled igennem processen næsten uberørt. Maskinen var klodset, sjusket og larmende.
Hvis jeg havde haft nogen form for fornuft på det tidspunkt, ville jeg have smadret denne tingest. I stedet spredte jeg mine indsatser, som en unge pligtopfyldende korttæller nu gør, mens jeg var fuldstændig uopmærksom på den store fordel, jeg kunne have opnået.
Historien om automatiske kortblandere har været historien om de fordelsspillere, der har fundet måder at slå dem og casinoerne på. Som jeg tidligere har skrevet om i andre indlæg, eksisterer problemer med automatiske kortblandere endnu.
Det drejer sig hovedsageligt om mekanismerne i, hvordan dealeren får fat i kortene fra kortblanderen, eller hvordan kortblanderen placeres på bordet. Disse ergonomiske faktorer er med til at skabe muligheder for at benytte fordelsmetoden hole-carding. Andre problemer med automatiske kortblandere er dukket op i årenes løb, hvoraf nogle har givet fordelsspillerne mulighed for at slå disse maskiner direkte.
På den anden side har fordelsspillerne teoretiseret nogle kortblandere, som faktisk kan have bias i et spil mod hole-carding, mens de overlader den overordnede spilmesse for spilleren, der ikke udnytter fordelene. Især efter mange år, hvor fordelsspillerne slå sig ved at blive kastet mod klipperne ved at benytte hole-carding i Three Card Poker, blev alle slags konspirationsteorier om kortblanderne fremsat. Mindst én af disse konspirationsteorier forekommer velbegrundet i konstruktionen af den mest populære kortblander, der bruges til at deale Three Card Poker, nemlig ”the Ace shuffler” – Ace-kortblanderen.
Problemet med at blande kort til perfektion er det tekniske problem med at udføre en ægte blanding på et fysisk kortdæk på kort tid. I tilfælde af kortblandingsmaskiner, der dealer pakker af kort (f.eks. i Three Card Poker), er det tilstrækkeligt blot at sikre, at pakkerne hver for sig er tilfældige, mens den specifikke rækkefølge af kortene, der er i disse pakker, muligvis ikke er tilfældig. Denne tekniske genvej er tilsyneladende det, der blev brugt i Ace-shuffleren.
Ud fra det jeg forstår, har denne slags kortblander en lodret bakke bestående af individuelle bakker. Når det brugte kortdæk er placeret i holderen, går blanderen kort for kort hele bunken igennem, startende med det øverste kort, som flyttes til det nederste kort. For hvert kort vælger maskinen en tilfældig bakkeposition i stativet. Racket bevæger sig derefter, så den valgte bakke kan modtage det næste kort fra toppen af dækket. Dette fortsætter med hvert kort, der uddeles i en bakke. Når en bestemt bakke dukker op igen, placeres det aktuelle kort oven på eventuelle tidligere kort, der allerede er udleveret til den bakke.
Fra det amerikanske patentkontor:
"kortblanderen omfatter en kortindføringsbakke, en lodret bunke af blandingsrum og en kort-output-bakke. En første kortbevægelsesmekanisme fører kortene individuelt fra indføringsbakken ind i et rum. En processor bestemmer tilfældigt placeringen af de givne kort i rummet og en justering af hvert rum, der med en mekanisme, som flytter kortene, og som danner tilfældige grupper af kort i hvert rum. Grupper af kort tømmes af en anden kortbevægelsesmekanisme i output-motoren for at flytte bakken af kort, der deales, for at placere den tilfældigt valgte beholder i en position, der er justeret med kortbevægelsesmekanismen."
Det fysiske design af Ace-shuffleren er blevet brugt til at forsøge at besvare spørgsmålet om, hvorfor fordelsspillere ikke kan tjene penge ved hole-carding i Three Card Poker. Teorien er, at dette specifikke design faktisk skaber pakker med tre kort, der favoriserer et lavt kort (2 til J) i en hole-cards position og høje kort i en ikke-hole-card position. Når fordelsspilleren foretager sin spilleindsats, efter at have set et lavt kort hos dealerens hole-cards, er han overrasket over, hvor ofte dealeren ser ud til at kvalificere sig med nedgravede høje kort.
Her er logikken bag denne teori:
- Når en runde bliver dealet, er det første træk, en spiller foretager, enten en spilleindsats eller fold.
- De spillere, der folder, har normalt kun lave kort i deres hånd (lejlighedsvist med en Q).
- Kasseringsbakken fyldes først op med kasserede lave kort.
- Når spillere, der har foretaget en spille-indsats, afslutter deres hænder, placeres disse kort oven på de lave kort i bakken, hvor de kasserede kort befinder sig.
- Det er mest sandsynligt, at spillere, der foretager spille-indsatser, har høje kort på deres hænder.
- Dealerens kort placeres derefter oven på spillerens kort, hvorefter resten af bunken uddeles fra kortblanderen, og kortene fortsætter derfra.
Her er et billede af kortene i kassebakken i slutningen af runden:
Før kortene placeres i kortblanderens vugge til næste runde, splittes de normalt en enkelt gang. Der er en god chance for, at denne splittelse vil placere spillerens busted (værdiløse) hænder nær toppen af bunken. Det vil sige, at vuggen modtager det brugte kortspil på en måde, der placerer bustede hænder tæt på toppen.
Det er her, kortblander-designet kommer i spil. Kortblanderen dealer fra toppen af dækket og ned. De første kort, der skal deales i bakkerne, er de øverste kort fra bunken. Men disse kort kommer sandsynligvis fra spillerens bustede hænder. Det vil sige, de første kort, der går i bakkerne, er ikke-kvalificerede kort (2 til J). Resten af bunken i vuggen vil derfor være rig på kvalificerede kort (Q, K, A), så det andet og tredje kort, der uddeles, vil mere sandsynligt være kvalificerede kort.
Kortblanderen har arrangeret tre-kort-pakker, så lave kort er biased overfor en hole-card position på pakken, og høje kort er biased mod den anden og tredje position. Mens de enkelte hænder er tilfældige, har de fordelsspillere med hole-carding potentialet til at blive et dødsslag. Dette må helt sikkert være grunden til, at fordelsspiller ofte ikke har slået Three Card Poker med hole-carding metoden.
Min personlige mening er, at denne teori ikke holder vand. Her er et par grunde:
- Når fordelsspillerne benytter hole-carding metoden, folder de nogle gange høje kort, så spillerens bustede kort kan omfatte dronninger, konger og esser.
- Ofte foretager spillere en spilleindsats med hænder, der kun indeholder lave kort (lave straights, flushes, par), der sætter lave kort i en bunke (slug), der burde indeholde høje kort.
- Hvis der kun er en eller to spillere ved bordet, vil spillernes bustede hænder danne en meget lille bunke af kort, som næsten helt sikkert ikke vil blive skåret til toppen af dealeren.
- Nogle gange kan splitningen af kortdækket være dybere og dermed placere de gode kort i toppen, som har potentiale til faktisk at kunne hjælpe fordelsspillerne hole-carding – og ikke skade ham eller hende.
- Huset kan indeholde en riffle (en måde at blande kort på), før kortene placeres i kortblanderens vugge.
Min mening er, at der er nok, der kan gå galt for fordelsspillere i Three Card Poker med hole-carding, at han eller hende ikke har brug for en kortblandings-bias for at miste sin bankroll. Som jeg har vist i dette indlæg, vil blot et par få problemer, som opstår hver dag, flytte fordelsspilleren hen mod et negativt territorium. Min personlige oplevelse var helt sikkert i overensstemmelse med virkeligheden ved at læse fejl med hole-carding-metoden, dårligt valg af spil, spille gennem pauser og indsatster, der kan indhente det tabte igen.
Disse elementer kan let flytte spillet henimod husets fordel. At være på udkig efter svar ved at holde øje med kortblandings-bias er en sidste udvej for en mislykkede fordelsspiller.
I praksis er der ikke sådan noget som en perfekt blanding eller en perfekt kortblandingsmaskine. Fordelsspillere støder konstant på patenter og ved at skille disse maskiner ad, er de på udkig efter en fordel.
Nogle gange kan disse fordele benyttende af funktioner på en kortblandingsmaskine, bruges til noget, som ingen kunne forestille sig, kunne bruges imod dem. Men når fordelsspillere taber i det lange løb på et spil, hvor de har en fordel, er de ikke immune over for deres egne særlige racer af konspirationsteorier. Efter min mening er sagen om kortblandings-bias mod hole-carding i Three Card Poker en illusion og en undskyldning.
